1
00:00:24,709 --> 00:00:27,834
SVANEN

2
00:00:27,834 --> 00:00:29,418
OFFENTLIG STI

3
00:00:29,418 --> 00:00:32,334
Ernie fik en riffel til sin fødselsdag.

4
00:00:32,334 --> 00:00:36,001
Han tog riflen og kugler
og ville se, hvad han kunne skyde.

5
00:00:36,001 --> 00:00:40,709
Uden for Raymonds hus
stak han to fingre i munden og piftede.

6
00:00:41,501 --> 00:00:44,376
Ernies bedste ven Raymond
boede fire huse væk.

7
00:00:44,376 --> 00:00:46,501
Han løftede riflen over hovedet.

8
00:00:46,501 --> 00:00:49,418
"Fedt!" sagde Raymond.
"Den kan vi få sjov med!"

9
00:00:50,376 --> 00:00:53,626
De to drenge tog afsted.
Det var en lørdag morgen i maj.

10
00:00:53,626 --> 00:00:58,209
Kastanjetræerne stod i fuldt flor,
og tjørnen var hvid i de levende hegn.

11
00:00:58,209 --> 00:01:01,126
Ernie og Raymond
bevægede sig frem langs hækkene

12
00:01:01,126 --> 00:01:03,209
og skød alle små fugle, de så.

13
00:01:03,209 --> 00:01:06,126
Dompapper, jernspurve,
tornsangere, gulspurve.

14
00:01:06,126 --> 00:01:10,834
Da de nåede jernbanesporet,
hang der 14 små fugle på en snor.

15
00:01:11,668 --> 00:01:14,834
"Se!" hviskede Ernie og pegede. "Derovre!"

16
00:01:14,834 --> 00:01:16,751
En lille dreng så op

17
00:01:16,751 --> 00:01:19,418
i grenene på et gammelt træ
med en kikkert.

18
00:01:19,418 --> 00:01:21,084
"Watson! Det lille skvat."

19
00:01:22,584 --> 00:01:24,459
Peter Watson var lille og svag.

20
00:01:24,459 --> 00:01:27,501
Han havde fregner
og briller med tykke glas.

21
00:01:27,501 --> 00:01:31,709
Han var en dygtig elev og gik allerede
i afgangsklassen som 13-årig.

22
00:01:31,709 --> 00:01:34,543
Han elskede musik
og spillede godt på klaver.

23
00:01:34,543 --> 00:01:37,293
Han var ikke god til spil
og stille og høflig.

24
00:01:39,043 --> 00:01:42,293
De to store drenge sneg sig ind
på den lille dreng.

25
00:01:44,293 --> 00:01:46,793
Han så dem ikke, fordi han holdt kikkerten

26
00:01:46,793 --> 00:01:49,459
og var dybt betaget af det, han så på.

27
00:01:50,459 --> 00:01:52,834
"Op med dem!" råbte Ernie og sigtede.

28
00:01:52,834 --> 00:01:54,501
Peter Watson for sammen.

29
00:01:56,501 --> 00:01:59,168
Han kiggede på dem gennem sine briller.

30
00:01:59,168 --> 00:02:01,501
"Kom så", råbte Ernie. "Op med dem!"

31
00:02:01,501 --> 00:02:05,709
Peter Watson stod stille
og holdt kikkerten foran med begge hænder.

32
00:02:05,709 --> 00:02:07,543
Han så på Raymond og Ernie.

33
00:02:07,543 --> 00:02:11,126
Han var ikke bange,
men vidste bedre end at spille dum.

34
00:02:11,126 --> 00:02:13,751
Han havde været ude efter ham i flere år.

35
00:02:13,751 --> 00:02:14,876
Hænderne op.

36
00:02:14,876 --> 00:02:16,834
Det var det eneste fornuftige.

37
00:02:16,834 --> 00:02:21,668
Raymond trådte frem og tog kikkerten.
"Hvem udspionerer du?" vrissede han.

38
00:02:21,668 --> 00:02:23,959
Peter Watson overvejede mulighederne.

39
00:02:23,959 --> 00:02:26,751
Han kunne stikke af,
men de ville fange ham.

40
00:02:26,751 --> 00:02:29,334
Han kunne råbe om hjælp,
men ingen ville høre ham.

41
00:02:29,334 --> 00:02:33,959
Han kunne kun forholde sig rolig
og prøve at tale sig ud af situationen.

42
00:02:33,959 --> 00:02:36,418
"Jeg studerede en spætte," sagde Peter.

43
00:02:36,418 --> 00:02:39,668
"En hvad?" "En hanspætte." <i>Picus viridis.</i>

44
00:02:39,668 --> 00:02:43,001
"Den hakkede på den døde stamme
og ledte efter larver."

45
00:02:43,001 --> 00:02:45,709
"Hvor?" sagde Ernie. "Jeg skyder den!"

46
00:02:45,709 --> 00:02:47,376
"Nej," sagde Peter

47
00:02:47,376 --> 00:02:50,459
og kiggede på snoren med fugle
bag Raymonds skulder.

48
00:02:50,459 --> 00:02:54,001
"Den fløj, da du råbte.
Spætter er meget frygtsomme."

49
00:02:59,834 --> 00:03:01,668
Raymond hviskede i Ernies øre.

50
00:03:01,668 --> 00:03:04,126
Ernie slog sig på låret. "God idé!"

51
00:03:04,126 --> 00:03:06,918
Han lagde riflen
og gik hen mod den lille dreng.

52
00:03:06,918 --> 00:03:08,376
Han kastede ham ned.

53
00:03:08,376 --> 00:03:11,251
Raymond tog en stykke snor
og skar et stykke af.

54
00:03:11,251 --> 00:03:15,043
De bandt Peters håndled sammen.
"Nu benene," sagde Raymond.

55
00:03:15,043 --> 00:03:19,584
Peter kæmpede og fik et slag i maven.
Han tabte vejret og lå stille.

56
00:03:19,584 --> 00:03:23,626
De store drenge bandt hans ankler sammen
som en kylling.

57
00:03:23,626 --> 00:03:28,418
Ernie tog sin riffel op,
og de bar drengen mod jernbanesporet.

58
00:03:28,418 --> 00:03:30,459
Peter Watson var helt stille.

59
00:03:30,459 --> 00:03:33,334
Det ville ikke hjælpe at sige noget.

60
00:03:33,334 --> 00:03:38,418
De trak ham ned til skråningen
og lagde ham langs sporene. De her spor.

61
00:03:40,418 --> 00:03:41,626
Sporene lige her.

62
00:03:41,626 --> 00:03:44,668
Det skete for 27 år siden.
Jeg hedder Peter Watson.

63
00:03:46,209 --> 00:03:47,793
"Mere snor," sagde Ernie.

64
00:03:51,876 --> 00:03:55,709
Da de var færdige, var Peter hjælpeløs
og bundet til sporene.

65
00:03:55,709 --> 00:03:58,459
Han kunne kun bevæge hoved og fødder.

66
00:03:58,459 --> 00:04:03,376
Ernie og Raymond beundrede deres arbejde.
"Vi har gjort det godt," sagde Ernie.

67
00:04:03,376 --> 00:04:06,334
"Det er mord,"
sagde drengen mellem sporene.

68
00:04:06,334 --> 00:04:08,334
"Måske," sagde Ernie.

69
00:04:08,334 --> 00:04:13,126
"Det afhænger af togenes højde.
Ligger du fladt ned, kan du klare den."

70
00:04:14,584 --> 00:04:18,001
De store drenge gemte sig
bag buske på skråningen.

71
00:04:18,001 --> 00:04:20,209
Ernie trak cigaretter frem. De røg.

72
00:04:20,209 --> 00:04:22,501
Peter vidste, de ikke slap ham løs.

73
00:04:22,501 --> 00:04:24,501
De var farlige, skøre drenge.

74
00:04:24,501 --> 00:04:27,043
Farlige, skøre, dumme drenge.

75
00:04:27,043 --> 00:04:29,876
"Jeg må forholde mig i ro og tænke,"
sagde han.

76
00:04:29,876 --> 00:04:32,084
Han overvejede sine muligheder.

77
00:04:32,084 --> 00:04:34,043
Det højeste punkt var næsen.

78
00:04:34,043 --> 00:04:37,793
Han anslog, at hans næse
stak ti centimer op over sporene.

79
00:04:37,793 --> 00:04:40,418
Var det for meget?
Svært at sige med de tog.

80
00:04:40,418 --> 00:04:43,584
Hans hoved lå på grus mellem to sveller.

81
00:04:43,584 --> 00:04:45,918
Han måtte prøve at bore sig ned.

82
00:04:45,918 --> 00:04:48,793
Han vrikkede med hovedet
og skubbede gruset væk

83
00:04:48,793 --> 00:04:51,626
og fik lavet sig en fordybning.

84
00:04:51,626 --> 00:04:54,043
Hovedet var sænket fem centimeter.

85
00:04:54,043 --> 00:04:56,084
Det ville gå an. Men fødderne?

86
00:04:56,084 --> 00:05:00,834
Han vendte dem indad, så de lå fladt ned,
og ventede på toget.

87
00:05:00,834 --> 00:05:04,501
Han tænkte på,
om der ville skabes et vakuum under toget,

88
00:05:04,501 --> 00:05:07,626
når det kørte over ham,
der ville opsuge ham. Måske.

89
00:05:07,626 --> 00:05:12,043
Han måtte fokusere på
at presse hele kroppen ned mod jorden.

90
00:05:12,043 --> 00:05:15,918
"Bliv ikke slap. Hold dig stiv
og pres dig ned i jorden."

91
00:05:15,918 --> 00:05:21,001
Peter så op på den hvide himmel,
hvor der drev en enkelt kumulussky.

92
00:05:21,001 --> 00:05:22,834
Et fly fløj gennem skyen.

93
00:05:22,834 --> 00:05:25,084
Et lille monoplan med rødt skrog.

94
00:05:25,084 --> 00:05:29,251
Det var en gammel Piper Cub.
Han så på det, til det forsvandt.

95
00:05:29,251 --> 00:05:30,418
Så pludselig

96
00:05:30,418 --> 00:05:34,334
hørte han en sjov, vibrerende lyd
fra skinnerne på begge sider.

97
00:05:34,334 --> 00:05:37,543
Det var en dæmpet,
næsten uhørlig trommende hvisken,

98
00:05:37,543 --> 00:05:40,418
der kom fra skinnerne langt væk fra.

99
00:05:46,168 --> 00:05:48,918
Peter hævede hovedet
og så ned langs skinnerne,

100
00:05:48,918 --> 00:05:52,209
der strakte sig ud i det fjerne
og så toget.

101
00:05:52,209 --> 00:05:55,168
Først en sort plet, men da han kiggede op,

102
00:05:55,168 --> 00:05:59,251
voksede pletten
og var ikke længere en plet,

103
00:05:59,251 --> 00:06:02,543
men en stor,
firkantet forende på et dieseltog.

104
00:06:02,543 --> 00:06:07,001
Peter pressede hovedet hårdt ned
i hullet, han havde gravet i gruset.

105
00:06:07,001 --> 00:06:08,543
Fødderne lå fladt ned.

106
00:06:08,543 --> 00:06:11,584
Han lukkede øjnene
og pressede kroppen ned.

107
00:06:11,584 --> 00:06:16,168
Toget kom som en eksplosion.
Som et pistolskud i hovedet.

108
00:06:16,168 --> 00:06:18,876
Der fulgte en voldsom hylende vind

109
00:06:18,876 --> 00:06:22,293
som en orkan,
der blæste ned i hans næsebor og lunger.

110
00:06:22,293 --> 00:06:25,084
Lyden var ødelæggende. Vinden kvalte ham.

111
00:06:25,084 --> 00:06:31,126
Det var som at blive spist levende
og slugt af et hylende, morderisk uhyre.

112
00:06:31,126 --> 00:06:33,334
<i>Og så var det forbi. Toget var væk.</i>

113
00:06:34,043 --> 00:06:39,084
Peter åbnede øjnene og så den hvide himmel
og den store, hvide sky, der drev afsted.

114
00:06:39,084 --> 00:06:41,626
Det var forbi, og han havde klaret den.

115
00:06:48,168 --> 00:06:49,834
- Skær ham løs.
- Sagde Ernie.

116
00:06:49,834 --> 00:06:52,709
Raymond skar ham fri af skinnerne.

117
00:06:52,709 --> 00:06:55,126
"Hold hænderne bundet."

118
00:06:55,126 --> 00:06:57,501
Raymond skar snoren over ved anklerne.

119
00:06:57,501 --> 00:07:00,626
"Du er stadig en fange, makker,"
sagde Ernie.

120
00:07:00,626 --> 00:07:04,668
De to store drenge førte Peter Watson
over marken ned mod søen.

121
00:07:04,668 --> 00:07:07,376
Fangens håndled var stadig bundet.

122
00:07:07,376 --> 00:07:12,459
Ernie holdt riflen i en hånd,
og Raymond bar Peters kikkert.

123
00:07:16,084 --> 00:07:19,834
Søen var lang og smal
med høje piletræer langs bredden.

124
00:07:19,834 --> 00:07:24,251
I midten var vandet frit,
men langs bredden var der dunhammere.

125
00:07:24,251 --> 00:07:27,209
"Nu foreslår jeg det her," sagde Ernie.

126
00:07:27,209 --> 00:07:33,043
"Du tager armene, jeg tager benene,
og vi svinger ham så langt vi kan."

127
00:07:33,043 --> 00:07:35,751
"Se!" afbrød Raymond.
"Der! Vi skyder den!"

128
00:07:35,751 --> 00:07:37,793
Peter Watson så den straks.

129
00:07:37,793 --> 00:07:43,043
En rede på en stor bunke strå og siv,
der rejste sig over vandlinjen.

130
00:07:43,043 --> 00:07:47,293
Og på toppen en fantastisk hvid svane,
der sad roligt som damen i søen.

131
00:07:47,293 --> 00:07:50,834
Dens hoved var drejet mod drengene.
Den var på vagt.

132
00:07:50,834 --> 00:07:53,293
"Hold op!" råbte Raymond.
"Sikken skønhed!"

133
00:07:53,293 --> 00:07:56,834
Ernie slap fangens arm og hævede riflen.

134
00:07:56,834 --> 00:08:00,418
"Det er et fuglereservat," stammede Peter.

135
00:08:00,418 --> 00:08:02,334
"Et hvad?" spurgte Ernie.

136
00:08:02,334 --> 00:08:05,584
Peter følte en vrede,
der begyndte at vokse.

137
00:08:05,584 --> 00:08:07,376
Han prøvede at tale roligt.

138
00:08:07,376 --> 00:08:11,543
"Svaner er en truet fugleart,
og ingen skyder en fugl på sin rede.

139
00:08:11,543 --> 00:08:13,334
Der kan være unger.

140
00:08:13,334 --> 00:08:16,626
Gør det ikke. Stop!"

141
00:08:18,209 --> 00:08:20,376
Kuglen ramte svanen i hovedet,

142
00:08:20,376 --> 00:08:23,543
og den lange hals
sank langsomt ned på redens side.

143
00:08:33,918 --> 00:08:34,751
Åbn.

144
00:08:47,751 --> 00:08:50,126
"Skær hans hænder fri. Han er vores hund."

145
00:08:50,126 --> 00:08:53,084
Raymond skar snoren over
om drengens håndled.

146
00:08:53,084 --> 00:08:54,251
"Hent den!"

147
00:08:54,251 --> 00:08:55,543
"Jeg nægter."

148
00:08:56,376 --> 00:08:59,501
Ernie slog Peter i ansigtet.

149
00:08:59,501 --> 00:09:02,168
Der piblede blod frem fra næseboret.

150
00:09:02,168 --> 00:09:05,834
"Nægter du en gang til,
lover jeg dig noget.

151
00:09:05,834 --> 00:09:10,876
Jeg slår alle dine hvide fortænder ud,
i over- og undermund. Forstået?"

152
00:09:10,876 --> 00:09:11,918
Peter tav.

153
00:09:11,918 --> 00:09:14,209
"Svar!" brølede Ernie. "Forstået?"

154
00:09:14,209 --> 00:09:16,959
"Ja," sagde Peter Watson stille.
"Forstået."

155
00:09:17,834 --> 00:09:22,084
Tårer trillede ned ad Peters ansigt,
da han gik ud i vandet.

156
00:09:22,084 --> 00:09:25,751
Han vadede ud til svanen
og løftede den forsigtigt.

157
00:09:25,751 --> 00:09:29,293
Nedenunder var der
to små dunende svaneunger.

158
00:09:29,293 --> 00:09:31,668
De krøb sammen i redens midte.

159
00:09:31,668 --> 00:09:34,001
"Nogen æg?" råbte Ernie fra bredden.

160
00:09:38,668 --> 00:09:41,043
"Nej," svarede Peter. "Ingenting."

161
00:09:46,251 --> 00:09:48,918
Han bar den døde svane tilbage på land.

162
00:09:48,918 --> 00:09:52,793
Han lagde den forsigtigt på jorden
og så på de to andre.

163
00:09:52,793 --> 00:09:56,084
Hans tårevædede øjne lynede med vrede.

164
00:09:56,084 --> 00:09:58,584
"I to burde være døde," sagde han.

165
00:09:58,584 --> 00:10:02,084
Ernie blev lidt overrumplet,
men fattede sig hurtigt.

166
00:10:02,084 --> 00:10:05,251
Et farligt lille glimt dansede
i de små sorte øjne.

167
00:10:07,543 --> 00:10:09,209
"Giv mig din kniv, Raymond."

168
00:10:11,668 --> 00:10:14,584
Der er et led,
hvor vingen forbindes til fuglen.

169
00:10:14,584 --> 00:10:18,168
Ernie stak kniven ind i leddet
og skar senen over.

170
00:10:18,168 --> 00:10:22,376
Kniven var skarp og skar godt,
og vingen faldt af i et stykke.

171
00:10:22,376 --> 00:10:25,126
Ernie skar den anden vinge af.

172
00:10:25,126 --> 00:10:27,501
"Snor," sagde han til Raymond.

173
00:10:30,251 --> 00:10:32,584
Ernie skar otte stykker af på en meter.

174
00:10:32,584 --> 00:10:36,043
Han bandt snor fast langs den store vinge.

175
00:10:36,043 --> 00:10:37,376
"Ud med armene."

176
00:10:40,668 --> 00:10:44,751
Peter Watson stod i solskinnet ved søen
på den smukke majmorgen

177
00:10:44,751 --> 00:10:49,543
med store slatne, let blodige vinger,
der hang grotesk ned ved hans side.

178
00:10:49,543 --> 00:10:52,668
Ernie klappede i hænderne
og dansede en lille dans.

179
00:10:59,668 --> 00:11:01,918
"Er du færdig?" spurgte Peter Watson.

180
00:11:01,918 --> 00:11:04,543
"Svaner taler ikke," sagde Ernie.

181
00:11:04,543 --> 00:11:08,626
De gik langs søens bredder,
indtil de kom til et højt piletræ.

182
00:11:08,626 --> 00:11:13,376
Grenene hang ned højt oppefra,
indtil de næsten rørte søens overflade.

183
00:11:14,126 --> 00:11:15,751
"Hør her, hr. Svane,

184
00:11:15,751 --> 00:11:20,376
du klatrer op i toppen
og spreder vingerne ud og letter!"

185
00:11:20,376 --> 00:11:22,293
"Fantastisk!" udbrød Raymond.

186
00:11:22,293 --> 00:11:26,959
Tanken om at være højt oppe
uden for bøllernes rækkevidde fristede.

187
00:11:26,959 --> 00:11:29,126
Da han kom op, blev han der.

188
00:11:29,126 --> 00:11:31,668
De ville nok ikke komme op efter ham.

189
00:11:31,668 --> 00:11:36,376
Så ville han klatre ud på en tynd gren,
der ikke kunne bære to menneskers vægt.

190
00:11:36,376 --> 00:11:40,418
Træet var let at klatre op i
med lave grene til at sætte af.

191
00:11:40,418 --> 00:11:42,501
"Højere!" råbte Ernie. "Fortsæt!"

192
00:11:42,501 --> 00:11:45,501
Peter nåede op allerøverst.

193
00:11:45,501 --> 00:11:48,709
Han stod på en gren
på størrelse med et håndled,

194
00:11:48,709 --> 00:11:53,084
der strakte ud over søen
og bøjede yndefuldt nedad.

195
00:11:53,084 --> 00:11:55,126
Han hvilede sig efter klatringen.

196
00:11:55,126 --> 00:11:58,876
Han var højt oppe.
Han kunne ikke se de to drenge.

197
00:11:58,876 --> 00:12:00,918
De stod ikke ved træets fod.

198
00:12:01,418 --> 00:12:02,709
"Hør godt efter!"

199
00:12:02,709 --> 00:12:04,626
De var gået væk fra træet

200
00:12:04,626 --> 00:12:08,043
til et sted, hvor de kunne se
den lille dreng på toppen.

201
00:12:08,043 --> 00:12:09,376
Da han så på dem nu,

202
00:12:09,376 --> 00:12:13,376
indså han, hvor sparsomme og spinkle
piletræets blade var.

203
00:12:13,376 --> 00:12:15,334
De skjulte ham ikke.

204
00:12:15,334 --> 00:12:17,376
"Gå langs grenen.

205
00:12:17,376 --> 00:12:21,334
Gå, til du er ude over
det mudrede vand og sæt af!"

206
00:12:21,334 --> 00:12:23,168
Peter Watson rørte sig ikke.

207
00:12:23,168 --> 00:12:26,168
Han så på de fjerne figurer
på marken nedenfor.

208
00:12:26,168 --> 00:12:28,709
De stod stille og så op på ham.

209
00:12:28,709 --> 00:12:30,001
"Jeg tæller til ti,

210
00:12:30,001 --> 00:12:33,793
hvis du ikke spreder vingerne og flyver,
skyder jeg dig ned.

211
00:12:33,793 --> 00:12:36,334
Så har jeg nakket to svaner i dag.

212
00:12:36,334 --> 00:12:37,793
Så er det nu.

213
00:12:37,793 --> 00:12:43,584
En, to, tre, fire, fem, seks!"

214
00:12:43,584 --> 00:12:48,043
Peter Watson rørte sig ikke.
Intet ville få ham til at bevæge sig.

215
00:12:48,043 --> 00:12:51,418
"Syv, otte, ni, ti!"

216
00:12:51,418 --> 00:12:53,959
Peter kunne se riflen blive taget frem.

217
00:12:53,959 --> 00:12:55,418
Den sigtede på ham.

218
00:12:55,418 --> 00:12:57,084
Han hørte riflens smæld

219
00:12:57,084 --> 00:12:59,876
og kuglens hvislen,
da den susede forbi ham.

220
00:13:03,334 --> 00:13:07,543
Skræmmende, men han rørte sig ikke.
Han kunne se Ernie lade riflen.

221
00:13:07,543 --> 00:13:10,751
"Sidste chance!" råbte Ernie.
"Den næste rammer."

222
00:13:10,751 --> 00:13:11,668
Peter ventede.

223
00:13:11,668 --> 00:13:15,959
Han så på de to drenge på engen nedenfor.

224
00:13:15,959 --> 00:13:18,168
Riflen kom igen op til skulderen.

225
00:13:18,168 --> 00:13:21,543
Denne gang hørte han smældet,
da kuglen ramte låret.

226
00:13:21,543 --> 00:13:24,334
Det gjorde ikke ondt,
men slaget overvældede.

227
00:13:24,334 --> 00:13:27,126
Som om nogen havde slået ham
med en forhammer,

228
00:13:27,126 --> 00:13:30,126
og det slog ham af grenen, han stod på.

229
00:13:30,126 --> 00:13:32,168
Han fumlede for at gribe fast.

230
00:13:32,168 --> 00:13:35,459
Den lille gren, han holdt fast i,
bøjede og knækkede.

231
00:13:44,626 --> 00:13:49,084
Når nogle har indkasseret for meget
og er nået bristepunktet,

232
00:13:49,084 --> 00:13:51,709
kan de falde sammen og give op.

233
00:13:51,709 --> 00:13:53,918
Andre, skønt de ikke er mange,

234
00:13:53,918 --> 00:13:57,584
vil altid være uovervindelige
af en eller anden grund.

235
00:13:57,584 --> 00:14:00,918
Vi møder dem i krigstider
og også i fredstider.

236
00:14:00,918 --> 00:14:03,043
De er ukuelige

237
00:14:03,043 --> 00:14:06,668
og intet, hverken smerte,
tortur eller dødstrusler

238
00:14:06,668 --> 00:14:08,876
får dem til at give op.

239
00:14:08,876 --> 00:14:11,418
Lille Peter Watson var en af dem.

240
00:14:11,418 --> 00:14:16,084
Da han kæmpede og fumlede
for at undgå at falde ned fra træet,

241
00:14:16,084 --> 00:14:19,959
faldt det ham pludselig ind,
at han ville vinde.

242
00:14:19,959 --> 00:14:23,209
Han kiggede op
og så et lys over søens vand,

243
00:14:23,209 --> 00:14:27,876
der var så klart og smukt,
at han stirrede.

244
00:14:27,876 --> 00:14:31,209
Lyset var dragende,

245
00:14:31,209 --> 00:14:35,209
og han sprang ud mod lyset
og spredte vingerne.

246
00:14:37,001 --> 00:14:42,126
Tre mennesker berettede om en stor svane,
der fløj over landsbyen den morgen:

247
00:14:42,126 --> 00:14:43,209
En skolelærer,

248
00:14:43,209 --> 00:14:46,084
en mand,
der udskiftede tegl på apotekets tag

249
00:14:46,084 --> 00:14:48,501
og en dreng, der legede på en mark.

250
00:14:48,501 --> 00:14:51,584
Fr. Watson, der vaskede op i køkkenvasken,

251
00:14:51,584 --> 00:14:54,834
kiggede tilfældigt gennem vinduet
på det tidspunkt,

252
00:14:54,834 --> 00:14:59,959
da noget stort og hvidt styrtede ned
på plænen i baghaven.

253
00:14:59,959 --> 00:15:01,709
Hun skyndte sig ud.

254
00:15:01,709 --> 00:15:05,668
Hun knælede ned
ved siden af sin eneste søn.

255
00:15:06,501 --> 00:15:09,543
"Min skat!" græd hun.

256
00:15:11,876 --> 00:15:13,126
"Hvad er der sket?"

257
00:15:17,334 --> 00:15:22,084
"SVANEN" VAR INSPIRERET AF
EN AVISARTIKEL OM EN VIRKELIG BEGIVENHED

258
00:15:22,084 --> 00:15:24,751
SOM DAHL OPBEVAREDE
I SIN "IDEBOG" I 30 ÅR,

259
00:15:24,751 --> 00:15:27,251
FØR HAN SKREV HISTORIEN I OKTOBER I 1976.

260
00:16:29,293 --> 00:16:34,293
Tekster af: Maria Kastberg